Nyepi 1936.

Mandag d. 31.3.2014.



Så blev det den første morgen i 1936. Disen lå tungt nede i kløften og solens stråler dannede små regnbuer, mens tågen lettede. Men helt stille var det nu ikke, floden brusede stadig lystigt afsted, fuglene kvidrede og naboens 7 kamphaner diskuterede højlydt resultatet af gårsdagens hanekamp, som de havde deltaget i.


Idag er det balinesisk Nyepi eller Stilledag. Det er Balis nytår efter den balinesiske kalender, og vi er nået til 1936. Nyepi er dagen, hvor alt er lukket, der er slukket for strømmen, så ingen gadelys og ingen lys i husene. Hoteller har dog fået lov til at få strøm. Den internationale lufthavn i Denpassar er totalt lukket fra midnat til idag og indtil i morgen tidlig. Udelyset bliver ikke tændt her på hotellet, nu hvor solen er gået ned og mørket er ved at sænke sig. Vi må gerne tænde lyset på værelset, men vi skal trække gardinerne for, og heldigvis har restauranten også åben, så vi kan få lidt mad. Alle skal holde sig indenfor i hjemmet, vi må dog godt gå rundt på hotellets område. Ingen må køre på vejen, kun i nødstilfælde, såsom en fødende, der skal på hospital. Meningen med dagen er, at den skal bruges til at meditere, man skal tænke over, hvorledes man vil bruge det kommende år. Man skal også tale sagte og kun hvis det er nødvendigt.
Vi slappede af på vores dejlige terrasse, og brugte også dagen til at gå op i baren for at se nogle videoer fra en fjernsynsserie, som var lavet for nogle år siden med Troels Kløvedal og Nordkaperen på Bali. Hotelejeren her havde været involveret i tilrettelæggelsen af den.
Eftermiddagen tilbragte vi på terrassen og så den flotte solnedgang bag palmerne på den anden side af kløften.









I mørke gik vi ned til restauranten, hvor der heldigvis var lys. Der var en meget flot stjernehimmel. Ved receptionen mødte vi en flok mænd fra landsbyen, der var ude for at se, om reglerne vedr. mørkelægningen blev overholdt.

Ogoh-Ogoh.

Søndag d. 30.3.2014.
I dag er Ogoh-Ogoh dag, der kulminerer først på aftenen.
Efter morgenmaden gik vi ned til landsbyen, for at se, om de var ved at være færdige med de figurer, der skal bruges til optog i aften. På vejen kom vi forbi et skilt hvor der stod Kalisat hotel og galleri, og nedenunder stod der Mie Eje, København. Vi gik ned for at se galleriet, men hun oplyste, at hun kun havde et billede tilbage, resten havde hun solgt, så der var ikke så meget at se på.
Ogoh-Ogoh er nogle kæmpestore figurer, der laves overalt. Selv i små landsbyer, som den vi bor i, havde de lavet tre figurer. Figurerne symboliserer alle de dårlige ting, som man er kommet til at lave i løbet af året, og når figurerne er blevet luftet op og ned af gaden, gerne flere gange, bliver de brændt af og alle de dårlige ting er forsvundet. Fyrværkeri ledsager denne afbrænding.


Midt på eftermiddagen tog vi ind til Ubud, for at se deres optog med alle Ogoh-Ogoh figurerne. Ubud havde de 28 forskellige figurer fra forskellige dele af byen og omegnen. Nogle piger går med fakler forest i optoget, og nogle mænd slår på forskellige messingtrommer. Figurerne står på et stativ af bambuspinde, og bæres af en flok mænd. Nogle figurer var ikke særlig store, da de blev båret af små drenge på ca. 6-7 år. Der blev danset rundt med figurerne og sunget og råbt





Alle var i godt humør og havde taget deres fine tøj på. Mændene i sarong, skærfet om livet og tørklæde om hovedet. Kvinderne i sarong, blondebluser og skærfet om livet. Selv små børn havde sarong på. I Ubud var det ofte svært med de kæmpestore figurer og de lavthængende elledninger på tværs af gaden. Derfor gik nogle mænd sammen med figurerne og løftede elledninger op over figurerne med nogle lange bambuspinde.





Først på aftenen havde vi set os mætte på alle de fantasirige figurer og optoget, men der var ingen taxa at opdrive. Vi spurgte et par politibetjente, men de trak omgivende på skulderen. Alle, selv taxichaufførerne, var til Ogoh-Ogoh fest. Der var 4 km hjem ad en bælgsort landevej mellem rismarkerne, så den vandretur havde vi ikke så meget lyst til. Pludselig stoppede en motorcykel, og spurgte om vi manglede en taxa, for han ville gerne køre os ud til hotellet på motorcykel, selvfølgelig for en ublu pris. Det at vi skulle sidde tre på motorcyklen var ikke noget problem. Vi slog til da alternativet var gåturen i den mørke tropenat, selv om vi aldrig ville tillade unge mennesker at gøre det sammen. Vi rundede en stor statue i et gadekryds, hvor der var spækket med polibetjente til at spærre vejene ind til centrum, men de grinede kun af os, da knallerten havde svært ved at trække det store læs op ad bakken. Det gik fint, dog med nedsat hastighed på de bakker, som vi passerede. I en lille landsby mødte vi et Ogoh-Ogoh optog. Vi måtte af knallerten, som blev trukket forbi helt ude i rabatten, og så gik det afsted igen med den lune nattevind gennem håret. Styrthjelm havde vi selvfølgelig heller ikke på.
I vores lille landsby mødte vi også Ogoh-Ogoh optoget, så vi blev sat af, betalte den flinke mand og fulgte med optoget op gennem byen. Ved alle huse stod der folk og så på optoget og kommenterede det hele. Da vi passerede vores hotel, stoppede vi og ventede på, at de kom tilbage, efter at de havde vendt oppe i den anden ende af byen. De tre Ogoh-Ogoh figurer i vores landsby, blev dels båret af en gruppe drenge på 7 - 8 år. Den næste af nogle halvstore drenge og den sidste og største figur af en flok voksne mænd. Når de dansede med den, skulle man passe på, at man ikke blev presset ud i vandgrøften, der løber på begge sider af vejen.
Dagen sluttede med en kop the på terrassen, medens vi ventede på, at lyset blev slukket på Bali kl. 24.00 i forbindelse med Stilledagen i morgen

Tanah Merah.

Lørdag d. 29.3.2014.
Efter morgenmaden havde vi aftalt med hotellets ejer, Peter Hjorth, at han ville vise os hans museum sammen med en anden dansk familie. Først så vi galleriet med utallige malerier af kendte balinesiske malere, et utal af små kinesiske thekander, og eksotiske masker og træudskæringer fra forskellige lande i Asien.


Derefter fik vi fortalt lidt om Peters liv med en baggrund som barn i Singapore, hvor faderen havde været med til at lave en tandlægehøjskole. Familien har været tandlæge adskillige generationer tilbage. Selv har han arbejdet meget som jungletandlæge i Indonesien, hvor han især tog sig af visdomstænderne. Han har været en samler hele sit liv, og er efterhånden blevet ret kendt for hans samlinger, så adskillige har gennem årene kontaktet ham, når de ville sælge noget.
I 2004 lavede han sit museum, der ligger på ca 500 m2 under hotellets parkeringsplads. Efter introduktionen blev der åbnet op til julekalenderen, som han kaldte det. På et tidspunkt var han blevet kontaktet, om han ville købe interiøret fra et balinesisk slot. Det betyder, at han nu har adskillige gamle, fine udskårne trædøre fra dette slot. Disse døre har han lavet som julekalenderlåger, så hver dør åbnes op til et nyt univers fra et stort rum i midten.


I det store rum var der mange fine ting og malerier. Bl.a. stod der to flot udskårne mammuttænder, der stammer fra den russiske tundra, og egentlig var tiltænkt en tidligere indonesisk regent, men han blev vippet af pinden, inden de blev færdige, og så endte de i museet under parkeringspladsen på hotel Taneh Merah.


Der var et kinesisk rum med gamle, fine kinesiske møbler og porcelæn. Et skab fra Mingtiden var fyldt med tekstiler vævet i itkatvævning her i Indonesion. Et andet rum var også fyldt med disse fine vævninger på alle væggene. Et rum var fyldt med fint gammel kinesisk porcelæn, bl.a. en stor samling meget fine svagt grønne porcelænsting fra før Mingperioden, som han havde fundet i et gammelt, sunket kinesisk skib på 18 meter vand. Porcelænet havde han fået renset for fastgroede skaller, koraller og andet. I et rum lå gamle guldsværd, kroningshatte med forskellige indlagte stene, og en guldmaske.
I et andet rum stod et fint gammelt træhus med indretningen, som den var langt tilbage her på Bali. Dette rum havde også en stor komplet samling af gamle skyggedukker lavet i okselæder.


Skuespilleren Peter Mygind var forbi her for nogle år siden i forbindelse med optagelser til en TVserie om hans familiebånd til Mads Lange. Han var meget optaget af disse dukker, og mente, at hans mor, Jytte Abildstrøm, meget gerne ville lege med dem.
Da Peter Hjorts mor døde for nogle år siden som 92 årig, pakkede han hendes spisestue og dagligstue ned, og fik det hele fragtet her til Bali. Nu er det to rum i hans julekalendermuseum, komplet som det stod i moderens hjem med spisebordet dækket med en broderet dug, som moderen havde købt tilbage i Singaporetiden. De danske juledessertskeer lå også på bordet. Skabet var fyldt med moderens kinesiske spise- og thestel.
Tidsangivelser har vi opgivet at holde styr på, for overalt var der så mange flotte, gamle og fine ting, at det var svært at rumme det hele. Men alt var meget fint sat op, og hver ting havde en spændende historie, så det var virkeligt et museum, som var et besøg værd, med ejeren selv til at fortælle historierne. Så der var mange oplysninger og synsindtryk der skulle bearbejdes efter disse timers rundvisning og fortællinger.
Peter Hjort fortalte også, at han netop har bygget et nyt hus til sig selv her på hotelgrunden. Hans gamle hus er det, som vi bor i, og vi er de første turister, som bor i det hus.


Vores lille balinesiske slot.

Efter frokost kørte vi med en fra hotellet ned til et par landsbyer for lige at se et par lokale templer mere. Først Pura Penataran Sasih med en tromme, som er verdens største bronzetromme støbt i et stykke. Den er fra 300 år før Kristus og er ifølge sagnet faldet ned fra himlen. Derefter fortsatte vi til Goa Gajah med nogle hellige kilder i nogle bassiner og en hule med nogle nicher, hvor asketer før i tiden holdt til.
Derefter blev vi sat af inde i Ubud til lidt gadeslentren. Vi endte på restaurant Gedang Sisi, hvor vi efterhånden har spist fire gange. Servitricen spurgte, om vi ikke havde været der før, da hun mente, at hun kunne huske vore ansigter. Da vi fortalte, at vi havde været der fire gange, ville hun give os en gratis dessert. Jo, det kan betale sig at være tro mod de gode steder.

Cykeldag.

Fredag d. 28.3.2014.
Efter morgenmaden lånte vi to cykler af hotellet og cyklede ud på de små veje mellem rismarkerne.



Nogen steder var der vældig travlhed i marken med at høste, andre steder stod den nyplantede ris endnu i vand. Ved en lille landsby var de høstede ris lagt ud på vejen til tørring, så vi måtte cykle i slalom, for at undgå at køre igennem risene.


Vi passerede flere små landsbyer, hvor de næsten var færdige med deres store figurer til Ogoh-Ogoh festen på søndag før Nyepi eller Silent Day på mandag. Men det skriver vi mere om, når vi kommer til de dage.


Et sted gik en stor flok ænder og snadrede i en nyhøstet rismark.
I den lille by Sanding stoppede vi ved et halvtag, hvor en stor flok damer i fint tøj var ved at flette mange, mange små offerkurve.


Der var en vældig snakken, og det så ud til at de rigtig hyggede sig. Her i den lille by vendte vi om. På tilbagevejen så vi flere meget flotte blå isfugle. Tilbageturen gav ikke så meget sved på panden, for vi havde næsten kun cyklet opad på udturen, så nu gik det nedad med vinden til at køle panden.
Først på eftermiddagen kom der en kraftig regnbyge, men kort tid efter skinnende solen igen, og der gik ikke længe, før alt var tørt igen.mVi tog hoteltaxaen ind til Ubud, hvor vi fik noget kold at drikke på en lille cafe, hvor vi før havde været. Vi sad bagest i cafeen med kig til en rismark, men siden vi var her sidst for tre uger siden, var risen blevet moden, så nu var marken gul.
Vi havde på cykelturen snakket om, at vi aldrig så and på menukortet. Nu kom vi pludselig forbi en restaurant, der havde specialiceret sig i anderetter, så her spiste vi middag. Vi fik en halv stegt and med indonesisk kryddertilsætning. Det lyder voldsom med en halv and pr mand, men da den blev serveret, tænkte Niels mere på de vagtler, som vi flere gange har fået i Indien.

Fødselsdag.

Torsdag d. 27.3.2014.
Vi vågnede til hanernes morgengalen, det fortsætter de nu med hele dagen til det bliver mørkt. På nabogrunden tripper naboens høns, ænder og duer rundt.
Det var Grethes fødselsdag, syv timer før det ville have været det i Danmark. Niels arrangerede, at vi fik morgenmaden serveret i den lille balinesiske pavillion, som vi har på vores terrasse, det var meget festligt, og morgenmaden var meget lækker.


Derefter gik vi en tur rundt for at udforske området, hvor hotellet ligger. Der er flere forskellige slags hytter, nogle er rekonstruktioner fra Østtimer med flotte træudskæringer og stråtag. Et af husene hedder Mads Langes hus, og rummer en masse billeder m.m. om hans liv herude for 200 år siden. Peter Hjorth, der ejer stedet, var en af hovedkræfterne, da Mads Langes grav blev renoveret i anledning af hans 200 års fødselsdag. Peter Hjorth har også fornylig skrevet en engelsksproget bog om Mads Langes liv. Da vi gik rundt, fik vi også hilst på Peter Hjorth, og fik nogle af hans fortællinger om livet her.
Da vi kom tilbage til vores lille hus var det pyntet op i anledning af fødselsdagen. Røde og hvide rosenblade var lagt på gulvet foran Buddhafiguren og foran var der med små røde blomster skrevet Happy Birthday. På glasbordet var der med røde og hvide blomster lavet et hjerte med et flag indeni og der var skrevet Grethe med røde blomster. Ingen blomsterhandler i Nordborg kunne have lavet noget lignende.


Vi gik en tur ned til det vandfaldet nede i slugten, som vi kan høre bruset fra oppe ved huset. Der var en sti med mange trappetrin, nogle af dem var 1/2 meter høje, så det var en udfordring. Nede ved vandfaldet kom der en del kolde kilder ud fra bjergsiden. Flot var det dernede med alle de eksotiske træer op ad siderne og de store sten, som vandet brusede rundt om. Da vi kom op, var vi enige om, at vi havde fortjent et par timers afslapning ved swimmingpoolen.





Midt på eftermiddagen kørte vi ind til Ubud, hvor vi slentrede lidt rundt og så på butikker. På en italiensk cafe fik vi en opstrammer, medens vi så ud over Ubuds gamle tage med de traditionelle kroner i toppen, og til de fjerne bjerge. Grethe brugte dagen til at hæve 2,5 millioner Rupies i en ATM. Senere hængte vi ud et andet sted i et par magelige kurvestole med et par drinks, inden vi spiste middag.
En taxa kørte os tilbage til hotellet. Lidt efter at vi var kommet ned til vores hus, kom to tjenere med en bakke med the og fødselsdagskage med lys i og et lille chokoladeskilt, hvor der stod: Happy Birthday Grethe 67 years. Inden de gik, sang de fødselsdagssang. Det var meget festligt.


Så sad vi i den varme tropenat og mæskede os med den utrolig lækre kage, til frøernes kvækken og medens ildfluerne fløj rundt og en flagermus af og til vendte ind under loftet på vores terrasse for at tage de insekter, der samlede sig under lamperne. Det var en rigtig fin fødselsdag hernede under Balis varme sol.

Tempeldag.

Onsdag d. 26.3.2014.
Da vi vågnede, lå bådene med delfinturisterne ude på horisonten. Efter morgenmaden blev det sidste pakket i kufferterne, og chaufføren fra Amed kom med en bil.
Det gik mod bjergene i et flot vejr. Et sted på vejen kom der en masse køretøjer med festklædte mennesker. De havde været i tempel til begravelsesceromeni, og var nu på vej ned til havet for at strø aske ud.
Første stop var i Kintaman, hvor vi igen så den flotte udsigt til vulkanerne Gunung Batur på 1717 meters højde og Gunung Abang på 2152 meters højde og Batur søen nede i kraterbunden.
Herfra gik det videre til templet Pura Ulan Danu Batur, hvor vi blev behørigt påklædt i sarong, skærf og hovedtørklæde til Niels, inden vi gik ind i templet, hvor der sad en del og bad ved et offersted. Det var store flettede kurve, der blev båret til offerstedet. Dette tempel er det næstvigtigste tempel i Bali. Det blev udslettet ved det store vulkanudbrud i 1926, kun det højest placerede alter, der er tilegnet gudinden Dewi Danu, var uskadt, og står i det nuværende tempel.
Ved foden af det hellige bjerg Gunung Agung på 3142 meters højde, ligger Balis vigtigste tempel, Pura Besakih, der også kaldes modertemplet, da det rummer helligdomme for alle hinduistiske balinesere. For balineserne har templet samme status som Mekka har for muslimerne. I tempelgårdene vrimlede det med festklædte balinesere med store fletkurve med offergaver. Nogle sad foran offerstederne, andre sad under halvtaget i skyggen og spiste den mad, som de havde fået velsignet på offerstederne. Vi havde selvfølgelig igen fået vores sarong på. Kravet er, at vi skal have en lokal guide med ind, vores chauffør måtte vi ikke bruge til det, så efter lidt drøftelse blev vi enige om prisen for guiden, der på kort tid faldt fra 150 kr. til 38 kr. Der er ingen tvivl om, at balineserne er gode til at få penge ud af turisterne. Der var en lille km. at gå op til templet. Vores guide syntes åbenbart, at vi gik for langsom, for pludselig havde han fremtryllet en scooter, og kørte os op til tempelporten. Det var et flot tempel, og vi fik fortalt om forskellige ritualer.








Så var det frokosttid, og vores chauffør kendte en restaurant med en flot udsigt over nogle risterrasser. Udenfor indgangen hang der en stor flyvende hund og sov på en gren.






Så blev kursen sat mod Ubud og Tanah Merah Resort and Galleri, som er ejet af en dansk tandlæge, der har samlet en masse kunstting fra Asien. Efter lidt søgen fandt vi det langt ude i junglen ved en flod. Vi fik tildelt et meget specielt hus, der er bygget i gammel balinesisk stil med bl.a. en stor stenbuddha foran døren, teaktræsloft og -dør. I store krukker står der bonsailignende frangipanitræer, store kinesiske keramikfigurer står mellem kinesiske vaser på terrassekanten. En gammel balinesisk pavillion, hvor man sidder og spiser ved et lavt bord, står i den ene ende af terrassen, medens der er et kurvemøbelsæt i den anden ende. Værelset er prydet med et hav af malerier (13 ialt) og træskærerarbejder. Som alle andre steder ligger der blomster forskellige steder, på sengen, på badeværelset o.s.v. Ja der er så meget, at vi vist ikke helt har set det hele endnu. Dybt nede i en slugt kan vi høre floden bruse afsted, og et sted i nabolaget galer de evindelige haner, medens solen går ned bag palmerne højt oppe på den anden side af floden. Her skal vi bo den næste uges tid, og det kan vi sagtens klare.

Soldag.

Tirsdag d. 25.3.2014.


Nu er solen ved at gå ned efter en lang dasedag med flot vejr. Efter morgenmaden gik vi en tur hen ad stranden. Et par steder løber nogle småfloder ud med diverse affald, så plastikaffald ligger og flyder i havet. Ved nogle af hotellerne er stranden pænt ryddet, medens andre områder flyder med affald.
Formiddagen blev tilbragt i vores lille strandpavilion med at se på havet og læsning. Niels tog med en fisker ud til revet et stykke ude for at se på fiskene. Han fandt en blæksprutte i et hul, men den fangstkrog, som fiskeren havde i båden, var for stor til at den kunne gå ind i hullet, så der blev ingen stegt blæksprutte.





En af tjenerne kom med en bakke med ofringer.



Ved solnedgangstid sank solen ned bag vulkanerne på Java langt ude bag det stille hav.
Ved Vesterhavet er der også flotte solnedgange, men Niels mener, at det er mere behagelig at følge solnedgangen her, end at sidde på toppen af en kold klit ved Vesterhavet.
Solnedgangen her er meget kortvarigt, i løbet af kort tid er den væk og mørket kommer. Lige da solen var borte, kom der røg op fra en vulkan på Java.

Bjergdag.

Mandag d. 24.3.2014.
Idag skulle vi på tur til bjergene, så straks efter morgenmaden gik vi op til receptionen, hvor en bil og en meget flink chauffør ventede på os.
Det var en flot, klar morgen med en frisk brise fra havet, himlen var blå, og der var ingen skyer oppe over bjergene, så det så perfekt ud.


Vi startede med Gitgit vandfaldet, der falder ca. 40 meter ned. En sti med mange trapper førte derned igennem et frodigt og meget grønt område, en lille rismark var der også midt i det hele. Nede ved vandfaldet var luften fortættet af støvregn, og det var tydeligt, at alt hvad der kunne vokse, havde rigtig gode betingelser for at gro i denne lille fugtige og lune lomme. Lyden fra store cikader, som vi så flere steder i træerne, fyldte luften, og flere eksotiske træer og planter voksede på vejen ned. Vi var så tidligt på den, at vi var de første nede ved vandfaldet, og de små turistboder langs det første stykke, var heldigvis endnu ikke lukket rigtig op endnu.
Herfra passerede vi Monkeyforest, der dog ikke var andet end en flok aber, der havde fundet ud af, at det var smart at holde til ved nogle parkeringspladser, hvor andre havde fundet ud af, at det var smart at sælge bananer og peanuts til turisterne, så de kunne fodre aberne med det, og andre igen kunne opkræve parkeringsafgift. Så aber kan også bidrage til brutto national produktet.
Herfra gik det videre til Pura Ulun Danau templet, der ligger meget smukt ved bredden af Bratansøen, og har en pagode med 11 etager. Bratansøen ligger ca. 1300 meter over havet, og ved templet er der en meget fin og velholdt park, hvor vi gik en tur i det dejlige vejr.


Vi passerede også Buyan sø og Tamblingan sø, der ligger ved siden af hinanden på bunden af et vulkankrater. Ved en af søerne gjorde vi holdt et sted, hvor der langs vejen voksede en lang række af julestjernetræer, der blomstrede flot. Vi kørte videre på kanten af krateret, hvor det gik stejlt ned på begge sider. Et sted dyrkede de rigtig mange blå hortensia på de smalle jordstykker. Flere biler kom med store bundter af dem, chaufføren fortalte, at de blev brugt til ofringer. Flere steder lå risterrasserne også flot ned ad de skrå sider.
Midt på eftermiddagen var vi i Banjar ved de varme kilder, Air Panas Banjar, hvor svovlholdigt vand springer ud fra undergrunden. Niels hoppede i for at få masseret sin skulder af det vand, der sprang ud af store stendæmoner på kanten af bassinet.






Nu var der kun et punkt tilbage på dagens program. Efter et besøg i Budhistklosteret Brahma Vihara Ashrama var dagens energi brugt op, og det gik tilbage til hotellet, hvor vi nød resten livet i vores lille strandpavilion med bølgernes lyd på stranden i øret, medens solen gik ned ude over havet. Vejret var så klart, at vi kunne se de store vulkaner på Java.
Når man er på Bali, skal man lade være med at regne på det timetal, der bliver brugt af især kvinderne til at lave og udføre ofringer. Hver eftermiddag fletter et ukendt antal kvinder små kurve, der pyntes med blomster, ris og røgelsespinde. De bliver lagt udenfor huset, forretninger og andre steder, hvor der er et lille alter. Også på hotellerne foregår dette ritual hver dag. En af pigerne oppe fra restauranten kom forbi vor lille pavillon for lidt siden. Hun havde bundet et skærf udenpå uniformen og bar en bakke med de små offerkurve. Lidt henne i haven er et offersted, der fik en lille kurv, og udenfor lågen ned til stranden er der også et offersted. Det er meget hyggeligt at se dem gå rundt ved aftenstid med disse offerkurve, og lade være med at tænke på effektivitet.
Nu er solen gået ned bag vulkanerne, og det er tid for muslimerne, da vi kan høre Imamen kalder til aftenbøn fra moskeen lidt nede af vejen.

Delfinsafari.

Søndag d. 23.3.2014.
I den tidlige morgendæmring omkring kl. 6.00 gik vi ned til stranden for at tage på havet. En udriggerkano lavet af en udhulet træstamme ventede på os, og medens den røde sol steg op bag bjergene i øst, sejlede vi ud på det stille hav for at lede efter delfiner.


Vi sejlede en lille times tid sammen med en del andre både, og så var vi ved delfinstedet ca. 7 - 8 km ude. Snart fik vi øje på de første, og så var der bare delfiner den næste times tid. De kom op i store flokke, adskillige gange kunne vi se, at der var unger i flokken. På et tidspunkt var en flok vist blevet enige om at stå på række, for pludselig sprang en hel flok højt, som var der trukket en snor i havet. Nogle kom op kun få meter fra vores båd. Det var fantastisk at se. Måske var der nogle gengangere, men vi så i hundredevis af delfiner. Fremover vil delfinshows ikke mere være det samme.





Niels var meget imponeret over udriggerkanoen. Med fire personer ombord og en 6 HK Honda motor, som den vi har på havefræseren derhjemme, kunne den skyde en fart på ca 15 km/time, og lavede stort set ingen kølvand.
Efter en times tid med de mange flotte delfiner, gik det hjemover til morgenmaden.






Formiddagen gik med afslapning, læsning, formiddagslur m.m. i vores lille strandpavilion udenfor terrassen. På et tidspunkt var Niels ved at få en kokosnød i hovedet, den dumpede lige ned fra en palme. Lidt senere spurgte havemanden, om vi var interesseret i at få en kokosnød. Vupti, så havde han hentet to kokosnødder ned, skåret toppen af, pyntet dem med frangipaniblomster og bourganville, stukket et sugerør i, og serveret dem på terrassen. Det var lækkert.
Ved middagen underholdt en dansegruppe med balinesisk dans nede foran plænen.

Bilens festdag.

Lørdag d. 22.3.2014.
Da vi havde fået vores morgenmad, var bilen klar til at køre os til Lovina Beach. Lovina betyder Love Indonesia. Dagen idag var helligdag for bilen, maskiner, knive og andet af metal, derfor skulle vores chauffør være hjemme til kl. 17.00, så bilen kunne være med i en ceremoni, og blive velsignet. Vi skal køre med ham igen om fire dage, så det var jo vigtigt. Denne dag kender vi også fra vores tid i Indien, hvor det også blev fejret. Alle vore redskaber blev lagt frem i carporten og velsignet. Så det havde vi stor forståelse for. Vi kunne se, at en del biler allerede var pyntet med flettede ting og flotte sarongs, som de pynter deres guder.


På halvvejen gjorde vi holdt ved et tempel med bl.a. en stor Ganeshgud og en Gud for sejlads. Vi fik sarong og skærf om livet, så blev vi velsignet med hellig vand i håret, fik klistret ris i panden og på brystet og en blomst bag øret, og så kunne vi gå ind i templet. Det var et meget gammelt og flot tempel, der dog var renoveret. Neden for den stejle skrænt, hvor templet lå, var der en stenbåd øverst på en klippe ude i vandet, som vi fik fortalt den gamle historie om.





Da vi kørte ud ad landevejen mødte vi et optog, hvor alle var fint klædt på, de bar på offergaver og vores chauffør sagde, at de var på vej til templet. Bagest gik et orkester.
Vi blev indlogeret på hotel Aditya på det kæmpestore værelse 133, i et lille hus, der ligger nede ved vandet, og resten af eftermiddagen nød vi lyden af bølgerne ind mod kysten, i en lille pavillon nede ved vandet.
Sidst på dagen gik vi ned til centrum af Lovina, hvor der står en stor statue af en delfin nede ved vandet. En smart sælger fik os prakket et halssmykke på, han påstod, at han selv kravlede op i kokospalmerne for at hente kokosnødderne ned, inden han sleb dem og satte forskellige muslingeskalller på. Muslingeskallerne havde hans bror dykket op. Sjovt nok havde flere andre sælgere de samme smykker.


Da det blev aften dansede to piger balinesisk dans midt i restauranten, medens vi spiste vores aftensmad. Der var en flot stjernehimmel, men sydkorset kunne vi ikke se, da vi er på nordkysten, og hotellets høje træer tager udsigten mod syd, hvor sydkorset ligger lige over horisonten.
Da vi kom ind på værelset, sad der en stor rødprikket gekko på ca 15 cm og kiggede på os. Den prøvede at gemme sig bag ved wc-cisternen, men Niels fik fanget den mellem to hotelsutsko, selv om den prøvede at bide ham, og så den blev smidt ud i nattemørket.


Det var ikke første gang den havde været på gale veje, den havde allerede mistet halen flere gange.

1000 hestekræfter.

Fredag d. 21.3.2014.
Rettelse: Vi skrev d. 18.3.14 at på båden til Gili Island havde hver af de fire motorer 110 hestekræfter. Det passer ikke. På tilbageturen fik Niels en bådsnak med kaptajnen. Han fortalte, at to motorer havde 200 heste og 2 motorer havde 300 heste. Så istedet for at sejle med 440 heste, som vi først havde fået at vide, så sejlede vi rent faktisk med 1000 heste.
Efter morgenmaden pakkede vi vore kufferter, og fik en hestevogne (med een hestesmotor) til at køre os ned til det sted, hvor vi skulle med båden tilbage til Bali. Båden kom ind, og vi smed sandalerne i plastikbøtten, og soppede ud til den og kom ombord. Den skulle videre til Gili Meno, Gili Air og Lombok for at samle nogle passagerer op. Niels var lige oppe på Lombok og sætte sit aftryk. Derefter blev kursen sat mod vest og der kom fuld fart på de fire kæmpemotorer.


Ved middagstid var vi på Bali og vi soppede i land, hvor en taxa fra hotellet ventede på os. Vi blev igen indlogeret på Hidden Paradise hotel, og efter noget frokost lagde os ned på stranden og nød livet. De små hajer (Black spot shark) kom igen forbi helt inde ved strandkanten, men de var bange for Niels, da han ville svømme sammen med dem.


Sidst på dagen gik vi om til damen med den lille købmandsbutik, da Grethe havde lovet at lære hende at flette julestjerner. Vi blev inviteret ind i deres have, hvor der både var en gris i det ene hjørne og flere haner, høns og kyllinger, der løb rundt. Hun var meget lærenem til at flette stjernerne. Medens vi flettede, fortalte hun at det hus, som vi sad på terrassen af, var bygget af en hollænder på ca 60 år. Han havde bygget på et stykke af familiens grund, og det var et pænt stort hus. Men desværre havde de ikke hørt fra ham i de sidste 11 år, og det betød, at han ikke betalte det, som han skulle, og nu måtte familien selv betale. Hvad det var, som de betalte, havde hun svært ved at forklare. Medens Grethe underviste i julestjernefletning, fik Niels en snak med manden om haven, dyrene, fiskeriet og hans båd.