Sidste feriedag.

Lørdag d. 5.4.2014.
Vi vågnede tidligt til torden og en piskende troperegnbyge, der gjorde, at vandet stod i kaskader efter busserne nede på vejen. Det er vor sidste dag i den månedlange ferie i Indonesien og Singapore. Men nu er tandpastatuben også ved at være tom, så nu er det vist snart på tide at vende hjemover.


Hvad laver man en regnvejrs lørdag i Singapore? Man gør det samme som alle singaporeanerne. Man tager undergrunden ind til shoppingcentrene på Orchard Road, og tuller rundt og bruger lidt penge.


Ja, det gjorde vi så. Det var rigtig shoppingdag for familierne, men barnepigerne havde ikke fået fri, de var med på indkøb. Vi så flere, der bar rundt på familiens mindste, nogle af dem i uniform.


Midt på eftermiddagen var regnen holdt op, og vi tog med undergrunden tilbage, og fik pakket kufferter til den sidste hjemrejse søndag.
Sidst på dagen tog vi metroen til Clarke Quay. Da vi kom ud fra metroen, var der et stort hotel, hvor der var gang i et indisk bryllup. På en scene sad et orkester på ca. 15 medlemmer og spillede indisk musik på tabla, trommer, violin, guitar og keyboard. Det hørte vi lidt på, inden vi gik videre til Clarke Quay.





På en indisk restaurant fandt vi et bord ved flodbredden, hvor vi startede med en Singapore Sling. Efterfølgende fik vi noget lækkert indisk mad. På et tidspunkt talte en dansk pige, der sad ved bordet ved siden af, til os. Det viste sig, at hun arbejde ved Siemens Windpower, og var på mellemlanding på vej hjem fra Australien. Siemensfolk kan man møde overalt.

Menneskeracer, Botanik og dyr.

Fredag d. 4.4.2014.
Da vi havde fået morgenmad, var det lidt skyet, og det lignede noget, der måske kunne give regn, så vi startede dagen med at tage til China Town. Når vi går ned til den nærmeste metro ved hotellet, hedder stationen Little India. Vi går forbi en række indiske butikker, hvor vareudvalget og duften er umiskendelig indisk. Det myldrer med indere på stationen og accenten er den velkendte indiske. Når vi efter nogle stationer står af ved stationen China Town, er der pludselig tæt med kinesere, og varerne er kinesiske. Singapore er en fantastisk by, med mulighed for utrolig forskellige oplevelser.


Vi fandt dette par, som endnu ikke er blevet forfalden til smartphones, men læste rigtige aviser.

Da vi havde handlet lidt i China Town og fået noget frokost på en lille cafe, var der stadig ikke kommet noget regn, så vi tog ud til botanisk have, hvor vi ville se orkideparken. Metrostationen var lige ved en af indgangene til haven, der er kæmpestor, men det var den fjerneste ende i forhold til orkideparken, så vi fik en lang gåtur gennem den flot anlagte og meget velholdte have.





Orkideparken var utrolig smuk med et mylder af orkideer i alle farver og størrelser. Singapores nationalblomst er selvfølgelig en orkide. Den hedder Vanda Miss Joaquim, og blev opdaget af en frøken Agnes Joaquim i hendes have i 1893.
Nu forlangte benene at få et hvil, så det var tilbage til hotellet, hvor benene kom op, medens vi fik en kop the.
Ved aftenstid var det afsted igen, midt i myldretiden, hvor metroen var fyldt med folk. Vi har et metrorejsekort, som vi fylder penge på. Det fungerer fantastisk, og vi er blevet meget ferme til at finde rundt dernede under jorden. Smartphones bruges flittigt i metroen. Hvis der sidder seks personer på en stolerække i metroen, sidder mindst de fire med blå ansigter og øjnene klistret til deres telefon. Flere har propper i ørene og står og ser film på deres telefon.
Først gik det med metro og derefter med bus 138 til Natsafari i Zoologisk have. Zoologisk have ligger næsten oppe ved grænsen til Malaysia, og medens mørket sænkede sig, kørte bussen os derop.
Natsafari foregår ved at man i et lille tog kører rundt og ser dyrene, der for manges vedkommende er meget mere aktive om natten end om dagen. Der er tændt lys undervejs, så man kan se dyrene, og undervejs er der mulighed for at stå af og selv gå rundt med bl.a. store flagermus flagrede om ørene, og mærkelige lyde mellem træerne.


Det var virkelig en spændende måde at opleve en zoologisk have på, med den intense fugtige varme omkring os. Ofte følte vi, at der ikke var noget hegn mellem os og dyrene, fordi mørket og skyggerne viskede grænserne ud, så vi følte, at det kæmpestore næsehorn stod lige ved siden af os og gnaskede på sin natmad. Hjortedyrene gik helt tæt på uden indhegning til os. Det var en meget anderledes måde at opleve en zoologisk have på.
Da vi kom tilbage til startpunktet, var der et lille show med nogle af dyrene, bl.a. sortere nogle oddere affald. Inden vi tog hjem fik vi noget sen aftensmad, og så gik det tilbage mod hotellet med bus 138 og to skift i metroen.
Da vi gik forbi de lukkede indiske butikker i nærheden af vores hotel, så vi pludselig, at der udenfor en af butikkerne stod en kiste med blomster og et billede af en dame. Nogle mænd sad i nærheden ved et bord og snakkede. Det undrede vi os selvfølgelig meget over. Men efterhånden var det blevet midnat, og vi var godt trætte i benene efter dagens mange skridt, så vi hastede videre hjem til hotelsengen.


Sidste rullende trappe før hotelsengen, og selvfølglig flankeret af orkideer.

Gardens by the Bay.

Torsdag d. 3.4.2014.
Vi startede dagen med at gå over til MRT undergrundsstationen i Little India, for at forsøge os med Singapores undergrund. Medens vi stod ved billetautomaten, kom to muslimske damer og spurgte, om de skulle hjælpe os. Den ene forklarede og viste os, hvorledes vi skulle lægge penge ind på en billet. Det virkede meget nemt. Hun forærede os desuden et lille overskuelig kort over undergrundslinjerne, så også her i Singapore er de vældig flinke. Vi kastede os ud i det, fik skiftet linje det rigtige sted, og kom af ved Gardens by the Bay, som vi havde planlagt.
Først beundrede vi det enorme Marina Bays Sand, der er tre højhuse, hvor der er bygget et skib på toppen med swimmingpool, palmer m.m. Det lyder vildt, og sådan ser det også ud.





Gardens by the Bay er et fantastisk have- og parkområdede på 101 hektar, der er lavet for 1 1/2 år siden. Der er planter fra hele verden, blomster af alle slags, fantastiske 25 - 50 meter høje ståltræer, hvor planter efterhånden vokser op ad, og de oplyses om natten via solceller i toppen, indendørs tågeregnskov med et 35 meter højt vandfald og tusindvis af planter på lodrette vægge. I dette område kan man via gangbroer gå rundt helt op til toppen, hvor der er en utrolig udsigt, bl.a. kunne vi se det enorme antal skibe, der lå ude på reden. 90 procent af aktiviteterne i parkområdet er selvkørende rent energimæssigt.



Da vi i det dejlige vejr havde set os mætte på de fantastiske ting, benene var blevet trætte, og vi havde fået lidt frokost, tog vi MRT til Clarke Quay for at tage en sejltur på Singapore River med Bumboats, der er gamle, istandsatte lastepramme.


Bådene var oprindeligt levebrød for mange af Singapores tidlige immigranter. Turen gav en perfekt udsigt til Singapores imponerende skyline, og nogle af byens gamle bygninger. Vi stod af ved Merlion Park, hvor løvefiguren står og byder alle velkommen til Singapore.


Da vi havde set det hele her, tog vi en båd tilbage til Clarke Quay, hvor vi fik en opstrammer på en cafe, inden vi med stor erfaring tog MRT tilbage til hotellet, og vi kom endda op fra undergrunden det rigtige sted.
Singapore er en ren og velfungerende by, hvor der er lavet mange effektive og smarte løsninger, men der er også megen charme, trods alle de nye bygninger m.m. Den offentlige trafik ser ud til at fylde en del, og undergrundsbaner fungerer perfekt. Da vi skulle hjem, var det blevet myldertid, men det var ikke håbløs at komme med, og ingen voldsomme køer.

Rejsen til Singapore.

Onsdag d. 2.4.2014.
Sidste morgenmad på Tanah Merahs morgenmadsterrasse, med den flotte udsigt ud over kløften. Da vi havde pakket vore kufferter, blev de lagt bag i hoteltaxaen og vi kørte ned til Sanur Beach, for lige at se den, inden vi forlod Bali. Der så dejligt ud, men selvfølgelig er der mange hoteller, cafeer og butikker, men mange turister kommer jo også netop her til.


På vejen kunne vi konstatere, at der laves utrolig mange udsmykningsting her på Bali. Det vil ikke være svært at indrette et specielt hus med de møbler og andet, som de laver her. Eksporten må være ret stort. Fra stranden kørte vi op til Mads Langes gravsted. Det blev renoveret i 2007 i forbindelse med hans 200 års fødselsdag. Chaufføren fortalte, at hotellet er med til at vedligeholde den lille kinesiske kirkegård, hvor han er begravet. Den lille vej om til kirkegården er også opkaldt efter ham.





Så gik det mod lufthavnen, hvor vi fik checket ind, selv om Niels lige måtte ud og finde en, der kunne veksle 10 dollars til 100.000 rupies, da de lige pr. 1.4.14 havde sat lufthavnsskatten op med 100.000 rupies til ialt 400.000 rupies for to personer. Efter lidt frokost i lufthavnen, kom vi ombord og lettede med lidt forsinkelse med kurs mod Singapore med Air Asia.
Sidst på eftermiddagen landede vi, og efter at vi havde fået vores bagage og fået vekslet til nogle singaporedollars, tog vi en taxa ind til vores hotel, Village hotel Albert Court. Efter et lille hvil med en kop the, gik vi ned i Little India, der ligger lige om hjørnet, hvor vi fik handlet krydderier og fik noget indisk mad.
Månen var igen på himmelen som en tynd streg, der ligger ned. Det ligner en båd der sejler på nattehimlen. Det er anden gang, at vi ser den liggende måne på denne ferie.

Scootertur mellem rismarkerne.

Tirsdag d. 1.4.2014.
Tidlig morgen sad Niels ude på terrassen og nød udsigten. På et tidspunkt fik han øje på nogle aber, der sprag rundt i træerne på den anden side af kløften.
Efter morgenmaden havde vi lånt en scooter på hotellet, hotelejeren sendte os afsted med mange formaningen om at køre forsigtigt. Han sagde, at han normalt ikke anbefalede hans gæster at køre på scooter. Vi kørte ud imellem rismarkerne, og ved flere landsbyer så vi rester af de Ogoh-Ogoh figurer, som var blevet brændt af for to dage siden som afslutning på Ogoh-Ogoh festen. Idag var helligdag, så de fleste butikker var lukkede.


Nogle af figurerne var endnu ikke blevet brændt af.

Flere steder så vi nogle kvinder, der var på vej til templet med store offerkurve på hovedet. De er altid klædt i sarong, blondebluse og skærfet, når de går i templet. Vi kørte videre op til rismarkerne ved Seking. Her kommer der dog så mange turister, at de fleste butikker havde åben, de ville ikke gå glip af muligheden for en handel. Vi satte os ned på en cafe, hvor vi i tilbagelænet stil nød en limejuice og den charmerende udsigt med risterrasser og kokospalmer. Det kan man ikke blive træt af at se på.





Herfra kørte vi ned til hotel Alam Sari, hvor vi boede de første dage her på Bali. Vi blev hilst hjertelig velkommen af personalet, og fik en kyllingesalat og en ingefær sommersalat til frokost der. I anledning af Nyepi var deres lille alter blevet pyntet op med nyt stof omkring og nye hvide parasoller.
Så vendte vi hjemover, hvor vi først kørte sammen med alle de andre scootere og knallerter ned ad den lange vej med alle souvenirproducenterne til udkanten af Ubud, inden vi kørte ud til hotellet gennem rismarkerne og de små landsbyer.
Resten af eftermiddagen var der afslapning ved swimmingpoolen, inden vi pakkede vore kufferter til første flyvning hjemover i morgen. Det bliver en anden verden at komme til Singapore.


Til middag fik vi den specielle balinesiske ret Ayan Betutu. Det er kylling fyldt med grønsager og krydderurter. Oprindelig tager det en hel dag at lave den ret, da den bliver lavet i sand, som er opvarmet af et bål, hvor kyllingen bliver lagt ned i til langtidsstegning.

Nyepi 1936.

Mandag d. 31.3.2014.



Så blev det den første morgen i 1936. Disen lå tungt nede i kløften og solens stråler dannede små regnbuer, mens tågen lettede. Men helt stille var det nu ikke, floden brusede stadig lystigt afsted, fuglene kvidrede og naboens 7 kamphaner diskuterede højlydt resultatet af gårsdagens hanekamp, som de havde deltaget i.


Idag er det balinesisk Nyepi eller Stilledag. Det er Balis nytår efter den balinesiske kalender, og vi er nået til 1936. Nyepi er dagen, hvor alt er lukket, der er slukket for strømmen, så ingen gadelys og ingen lys i husene. Hoteller har dog fået lov til at få strøm. Den internationale lufthavn i Denpassar er totalt lukket fra midnat til idag og indtil i morgen tidlig. Udelyset bliver ikke tændt her på hotellet, nu hvor solen er gået ned og mørket er ved at sænke sig. Vi må gerne tænde lyset på værelset, men vi skal trække gardinerne for, og heldigvis har restauranten også åben, så vi kan få lidt mad. Alle skal holde sig indenfor i hjemmet, vi må dog godt gå rundt på hotellets område. Ingen må køre på vejen, kun i nødstilfælde, såsom en fødende, der skal på hospital. Meningen med dagen er, at den skal bruges til at meditere, man skal tænke over, hvorledes man vil bruge det kommende år. Man skal også tale sagte og kun hvis det er nødvendigt.
Vi slappede af på vores dejlige terrasse, og brugte også dagen til at gå op i baren for at se nogle videoer fra en fjernsynsserie, som var lavet for nogle år siden med Troels Kløvedal og Nordkaperen på Bali. Hotelejeren her havde været involveret i tilrettelæggelsen af den.
Eftermiddagen tilbragte vi på terrassen og så den flotte solnedgang bag palmerne på den anden side af kløften.









I mørke gik vi ned til restauranten, hvor der heldigvis var lys. Der var en meget flot stjernehimmel. Ved receptionen mødte vi en flok mænd fra landsbyen, der var ude for at se, om reglerne vedr. mørkelægningen blev overholdt.

Ogoh-Ogoh.

Søndag d. 30.3.2014.
I dag er Ogoh-Ogoh dag, der kulminerer først på aftenen.
Efter morgenmaden gik vi ned til landsbyen, for at se, om de var ved at være færdige med de figurer, der skal bruges til optog i aften. På vejen kom vi forbi et skilt hvor der stod Kalisat hotel og galleri, og nedenunder stod der Mie Eje, København. Vi gik ned for at se galleriet, men hun oplyste, at hun kun havde et billede tilbage, resten havde hun solgt, så der var ikke så meget at se på.
Ogoh-Ogoh er nogle kæmpestore figurer, der laves overalt. Selv i små landsbyer, som den vi bor i, havde de lavet tre figurer. Figurerne symboliserer alle de dårlige ting, som man er kommet til at lave i løbet af året, og når figurerne er blevet luftet op og ned af gaden, gerne flere gange, bliver de brændt af og alle de dårlige ting er forsvundet. Fyrværkeri ledsager denne afbrænding.


Midt på eftermiddagen tog vi ind til Ubud, for at se deres optog med alle Ogoh-Ogoh figurerne. Ubud havde de 28 forskellige figurer fra forskellige dele af byen og omegnen. Nogle piger går med fakler forest i optoget, og nogle mænd slår på forskellige messingtrommer. Figurerne står på et stativ af bambuspinde, og bæres af en flok mænd. Nogle figurer var ikke særlig store, da de blev båret af små drenge på ca. 6-7 år. Der blev danset rundt med figurerne og sunget og råbt





Alle var i godt humør og havde taget deres fine tøj på. Mændene i sarong, skærfet om livet og tørklæde om hovedet. Kvinderne i sarong, blondebluser og skærfet om livet. Selv små børn havde sarong på. I Ubud var det ofte svært med de kæmpestore figurer og de lavthængende elledninger på tværs af gaden. Derfor gik nogle mænd sammen med figurerne og løftede elledninger op over figurerne med nogle lange bambuspinde.





Først på aftenen havde vi set os mætte på alle de fantasirige figurer og optoget, men der var ingen taxa at opdrive. Vi spurgte et par politibetjente, men de trak omgivende på skulderen. Alle, selv taxichaufførerne, var til Ogoh-Ogoh fest. Der var 4 km hjem ad en bælgsort landevej mellem rismarkerne, så den vandretur havde vi ikke så meget lyst til. Pludselig stoppede en motorcykel, og spurgte om vi manglede en taxa, for han ville gerne køre os ud til hotellet på motorcykel, selvfølgelig for en ublu pris. Det at vi skulle sidde tre på motorcyklen var ikke noget problem. Vi slog til da alternativet var gåturen i den mørke tropenat, selv om vi aldrig ville tillade unge mennesker at gøre det sammen. Vi rundede en stor statue i et gadekryds, hvor der var spækket med polibetjente til at spærre vejene ind til centrum, men de grinede kun af os, da knallerten havde svært ved at trække det store læs op ad bakken. Det gik fint, dog med nedsat hastighed på de bakker, som vi passerede. I en lille landsby mødte vi et Ogoh-Ogoh optog. Vi måtte af knallerten, som blev trukket forbi helt ude i rabatten, og så gik det afsted igen med den lune nattevind gennem håret. Styrthjelm havde vi selvfølgelig heller ikke på.
I vores lille landsby mødte vi også Ogoh-Ogoh optoget, så vi blev sat af, betalte den flinke mand og fulgte med optoget op gennem byen. Ved alle huse stod der folk og så på optoget og kommenterede det hele. Da vi passerede vores hotel, stoppede vi og ventede på, at de kom tilbage, efter at de havde vendt oppe i den anden ende af byen. De tre Ogoh-Ogoh figurer i vores landsby, blev dels båret af en gruppe drenge på 7 - 8 år. Den næste af nogle halvstore drenge og den sidste og største figur af en flok voksne mænd. Når de dansede med den, skulle man passe på, at man ikke blev presset ud i vandgrøften, der løber på begge sider af vejen.
Dagen sluttede med en kop the på terrassen, medens vi ventede på, at lyset blev slukket på Bali kl. 24.00 i forbindelse med Stilledagen i morgen

Tanah Merah.

Lørdag d. 29.3.2014.
Efter morgenmaden havde vi aftalt med hotellets ejer, Peter Hjorth, at han ville vise os hans museum sammen med en anden dansk familie. Først så vi galleriet med utallige malerier af kendte balinesiske malere, et utal af små kinesiske thekander, og eksotiske masker og træudskæringer fra forskellige lande i Asien.


Derefter fik vi fortalt lidt om Peters liv med en baggrund som barn i Singapore, hvor faderen havde været med til at lave en tandlægehøjskole. Familien har været tandlæge adskillige generationer tilbage. Selv har han arbejdet meget som jungletandlæge i Indonesien, hvor han især tog sig af visdomstænderne. Han har været en samler hele sit liv, og er efterhånden blevet ret kendt for hans samlinger, så adskillige har gennem årene kontaktet ham, når de ville sælge noget.
I 2004 lavede han sit museum, der ligger på ca 500 m2 under hotellets parkeringsplads. Efter introduktionen blev der åbnet op til julekalenderen, som han kaldte det. På et tidspunkt var han blevet kontaktet, om han ville købe interiøret fra et balinesisk slot. Det betyder, at han nu har adskillige gamle, fine udskårne trædøre fra dette slot. Disse døre har han lavet som julekalenderlåger, så hver dør åbnes op til et nyt univers fra et stort rum i midten.


I det store rum var der mange fine ting og malerier. Bl.a. stod der to flot udskårne mammuttænder, der stammer fra den russiske tundra, og egentlig var tiltænkt en tidligere indonesisk regent, men han blev vippet af pinden, inden de blev færdige, og så endte de i museet under parkeringspladsen på hotel Taneh Merah.


Der var et kinesisk rum med gamle, fine kinesiske møbler og porcelæn. Et skab fra Mingtiden var fyldt med tekstiler vævet i itkatvævning her i Indonesion. Et andet rum var også fyldt med disse fine vævninger på alle væggene. Et rum var fyldt med fint gammel kinesisk porcelæn, bl.a. en stor samling meget fine svagt grønne porcelænsting fra før Mingperioden, som han havde fundet i et gammelt, sunket kinesisk skib på 18 meter vand. Porcelænet havde han fået renset for fastgroede skaller, koraller og andet. I et rum lå gamle guldsværd, kroningshatte med forskellige indlagte stene, og en guldmaske.
I et andet rum stod et fint gammelt træhus med indretningen, som den var langt tilbage her på Bali. Dette rum havde også en stor komplet samling af gamle skyggedukker lavet i okselæder.


Skuespilleren Peter Mygind var forbi her for nogle år siden i forbindelse med optagelser til en TVserie om hans familiebånd til Mads Lange. Han var meget optaget af disse dukker, og mente, at hans mor, Jytte Abildstrøm, meget gerne ville lege med dem.
Da Peter Hjorts mor døde for nogle år siden som 92 årig, pakkede han hendes spisestue og dagligstue ned, og fik det hele fragtet her til Bali. Nu er det to rum i hans julekalendermuseum, komplet som det stod i moderens hjem med spisebordet dækket med en broderet dug, som moderen havde købt tilbage i Singaporetiden. De danske juledessertskeer lå også på bordet. Skabet var fyldt med moderens kinesiske spise- og thestel.
Tidsangivelser har vi opgivet at holde styr på, for overalt var der så mange flotte, gamle og fine ting, at det var svært at rumme det hele. Men alt var meget fint sat op, og hver ting havde en spændende historie, så det var virkeligt et museum, som var et besøg værd, med ejeren selv til at fortælle historierne. Så der var mange oplysninger og synsindtryk der skulle bearbejdes efter disse timers rundvisning og fortællinger.
Peter Hjort fortalte også, at han netop har bygget et nyt hus til sig selv her på hotelgrunden. Hans gamle hus er det, som vi bor i, og vi er de første turister, som bor i det hus.


Vores lille balinesiske slot.

Efter frokost kørte vi med en fra hotellet ned til et par landsbyer for lige at se et par lokale templer mere. Først Pura Penataran Sasih med en tromme, som er verdens største bronzetromme støbt i et stykke. Den er fra 300 år før Kristus og er ifølge sagnet faldet ned fra himlen. Derefter fortsatte vi til Goa Gajah med nogle hellige kilder i nogle bassiner og en hule med nogle nicher, hvor asketer før i tiden holdt til.
Derefter blev vi sat af inde i Ubud til lidt gadeslentren. Vi endte på restaurant Gedang Sisi, hvor vi efterhånden har spist fire gange. Servitricen spurgte, om vi ikke havde været der før, da hun mente, at hun kunne huske vore ansigter. Da vi fortalte, at vi havde været der fire gange, ville hun give os en gratis dessert. Jo, det kan betale sig at være tro mod de gode steder.

Cykeldag.

Fredag d. 28.3.2014.
Efter morgenmaden lånte vi to cykler af hotellet og cyklede ud på de små veje mellem rismarkerne.



Nogen steder var der vældig travlhed i marken med at høste, andre steder stod den nyplantede ris endnu i vand. Ved en lille landsby var de høstede ris lagt ud på vejen til tørring, så vi måtte cykle i slalom, for at undgå at køre igennem risene.


Vi passerede flere små landsbyer, hvor de næsten var færdige med deres store figurer til Ogoh-Ogoh festen på søndag før Nyepi eller Silent Day på mandag. Men det skriver vi mere om, når vi kommer til de dage.


Et sted gik en stor flok ænder og snadrede i en nyhøstet rismark.
I den lille by Sanding stoppede vi ved et halvtag, hvor en stor flok damer i fint tøj var ved at flette mange, mange små offerkurve.


Der var en vældig snakken, og det så ud til at de rigtig hyggede sig. Her i den lille by vendte vi om. På tilbagevejen så vi flere meget flotte blå isfugle. Tilbageturen gav ikke så meget sved på panden, for vi havde næsten kun cyklet opad på udturen, så nu gik det nedad med vinden til at køle panden.
Først på eftermiddagen kom der en kraftig regnbyge, men kort tid efter skinnende solen igen, og der gik ikke længe, før alt var tørt igen.mVi tog hoteltaxaen ind til Ubud, hvor vi fik noget kold at drikke på en lille cafe, hvor vi før havde været. Vi sad bagest i cafeen med kig til en rismark, men siden vi var her sidst for tre uger siden, var risen blevet moden, så nu var marken gul.
Vi havde på cykelturen snakket om, at vi aldrig så and på menukortet. Nu kom vi pludselig forbi en restaurant, der havde specialiceret sig i anderetter, så her spiste vi middag. Vi fik en halv stegt and med indonesisk kryddertilsætning. Det lyder voldsom med en halv and pr mand, men da den blev serveret, tænkte Niels mere på de vagtler, som vi flere gange har fået i Indien.

Fødselsdag.

Torsdag d. 27.3.2014.
Vi vågnede til hanernes morgengalen, det fortsætter de nu med hele dagen til det bliver mørkt. På nabogrunden tripper naboens høns, ænder og duer rundt.
Det var Grethes fødselsdag, syv timer før det ville have været det i Danmark. Niels arrangerede, at vi fik morgenmaden serveret i den lille balinesiske pavillion, som vi har på vores terrasse, det var meget festligt, og morgenmaden var meget lækker.


Derefter gik vi en tur rundt for at udforske området, hvor hotellet ligger. Der er flere forskellige slags hytter, nogle er rekonstruktioner fra Østtimer med flotte træudskæringer og stråtag. Et af husene hedder Mads Langes hus, og rummer en masse billeder m.m. om hans liv herude for 200 år siden. Peter Hjorth, der ejer stedet, var en af hovedkræfterne, da Mads Langes grav blev renoveret i anledning af hans 200 års fødselsdag. Peter Hjorth har også fornylig skrevet en engelsksproget bog om Mads Langes liv. Da vi gik rundt, fik vi også hilst på Peter Hjorth, og fik nogle af hans fortællinger om livet her.
Da vi kom tilbage til vores lille hus var det pyntet op i anledning af fødselsdagen. Røde og hvide rosenblade var lagt på gulvet foran Buddhafiguren og foran var der med små røde blomster skrevet Happy Birthday. På glasbordet var der med røde og hvide blomster lavet et hjerte med et flag indeni og der var skrevet Grethe med røde blomster. Ingen blomsterhandler i Nordborg kunne have lavet noget lignende.


Vi gik en tur ned til det vandfaldet nede i slugten, som vi kan høre bruset fra oppe ved huset. Der var en sti med mange trappetrin, nogle af dem var 1/2 meter høje, så det var en udfordring. Nede ved vandfaldet kom der en del kolde kilder ud fra bjergsiden. Flot var det dernede med alle de eksotiske træer op ad siderne og de store sten, som vandet brusede rundt om. Da vi kom op, var vi enige om, at vi havde fortjent et par timers afslapning ved swimmingpoolen.





Midt på eftermiddagen kørte vi ind til Ubud, hvor vi slentrede lidt rundt og så på butikker. På en italiensk cafe fik vi en opstrammer, medens vi så ud over Ubuds gamle tage med de traditionelle kroner i toppen, og til de fjerne bjerge. Grethe brugte dagen til at hæve 2,5 millioner Rupies i en ATM. Senere hængte vi ud et andet sted i et par magelige kurvestole med et par drinks, inden vi spiste middag.
En taxa kørte os tilbage til hotellet. Lidt efter at vi var kommet ned til vores hus, kom to tjenere med en bakke med the og fødselsdagskage med lys i og et lille chokoladeskilt, hvor der stod: Happy Birthday Grethe 67 years. Inden de gik, sang de fødselsdagssang. Det var meget festligt.


Så sad vi i den varme tropenat og mæskede os med den utrolig lækre kage, til frøernes kvækken og medens ildfluerne fløj rundt og en flagermus af og til vendte ind under loftet på vores terrasse for at tage de insekter, der samlede sig under lamperne. Det var en rigtig fin fødselsdag hernede under Balis varme sol.

Tempeldag.

Onsdag d. 26.3.2014.
Da vi vågnede, lå bådene med delfinturisterne ude på horisonten. Efter morgenmaden blev det sidste pakket i kufferterne, og chaufføren fra Amed kom med en bil.
Det gik mod bjergene i et flot vejr. Et sted på vejen kom der en masse køretøjer med festklædte mennesker. De havde været i tempel til begravelsesceromeni, og var nu på vej ned til havet for at strø aske ud.
Første stop var i Kintaman, hvor vi igen så den flotte udsigt til vulkanerne Gunung Batur på 1717 meters højde og Gunung Abang på 2152 meters højde og Batur søen nede i kraterbunden.
Herfra gik det videre til templet Pura Ulan Danu Batur, hvor vi blev behørigt påklædt i sarong, skærf og hovedtørklæde til Niels, inden vi gik ind i templet, hvor der sad en del og bad ved et offersted. Det var store flettede kurve, der blev båret til offerstedet. Dette tempel er det næstvigtigste tempel i Bali. Det blev udslettet ved det store vulkanudbrud i 1926, kun det højest placerede alter, der er tilegnet gudinden Dewi Danu, var uskadt, og står i det nuværende tempel.
Ved foden af det hellige bjerg Gunung Agung på 3142 meters højde, ligger Balis vigtigste tempel, Pura Besakih, der også kaldes modertemplet, da det rummer helligdomme for alle hinduistiske balinesere. For balineserne har templet samme status som Mekka har for muslimerne. I tempelgårdene vrimlede det med festklædte balinesere med store fletkurve med offergaver. Nogle sad foran offerstederne, andre sad under halvtaget i skyggen og spiste den mad, som de havde fået velsignet på offerstederne. Vi havde selvfølgelig igen fået vores sarong på. Kravet er, at vi skal have en lokal guide med ind, vores chauffør måtte vi ikke bruge til det, så efter lidt drøftelse blev vi enige om prisen for guiden, der på kort tid faldt fra 150 kr. til 38 kr. Der er ingen tvivl om, at balineserne er gode til at få penge ud af turisterne. Der var en lille km. at gå op til templet. Vores guide syntes åbenbart, at vi gik for langsom, for pludselig havde han fremtryllet en scooter, og kørte os op til tempelporten. Det var et flot tempel, og vi fik fortalt om forskellige ritualer.








Så var det frokosttid, og vores chauffør kendte en restaurant med en flot udsigt over nogle risterrasser. Udenfor indgangen hang der en stor flyvende hund og sov på en gren.






Så blev kursen sat mod Ubud og Tanah Merah Resort and Galleri, som er ejet af en dansk tandlæge, der har samlet en masse kunstting fra Asien. Efter lidt søgen fandt vi det langt ude i junglen ved en flod. Vi fik tildelt et meget specielt hus, der er bygget i gammel balinesisk stil med bl.a. en stor stenbuddha foran døren, teaktræsloft og -dør. I store krukker står der bonsailignende frangipanitræer, store kinesiske keramikfigurer står mellem kinesiske vaser på terrassekanten. En gammel balinesisk pavillion, hvor man sidder og spiser ved et lavt bord, står i den ene ende af terrassen, medens der er et kurvemøbelsæt i den anden ende. Værelset er prydet med et hav af malerier (13 ialt) og træskærerarbejder. Som alle andre steder ligger der blomster forskellige steder, på sengen, på badeværelset o.s.v. Ja der er så meget, at vi vist ikke helt har set det hele endnu. Dybt nede i en slugt kan vi høre floden bruse afsted, og et sted i nabolaget galer de evindelige haner, medens solen går ned bag palmerne højt oppe på den anden side af floden. Her skal vi bo den næste uges tid, og det kan vi sagtens klare.